Flygtninge og integration
Socialrettede og beskæftigelsesrettede mentorer på eget sprog
Socialrettede og beskæftigelsesrettede mentorer på eget sprog
I SOLVITA vægter vi det højt, at det eller de mennesker vi arbejder ude hos, selv tager del i forandringsprocessen. Dette sker ved at borgeren eller familien er med til at definere hvilken forandringsproces, der er nødvendig hos dem. Denne inkluderende proces er med til at styrke motivationen for at fortsætte udviklingen – også efter indsatsen er slut.
Ved at gøre mennesker så uafhængige som muligt fra den pædagogiske og praktiske indsats, støtter vi op om hans eller hendes personlige opblomstring. Det kan give en følelse af empowerment, når man finder ud af, at man kan flere ting selv, end man først regnede med.
SOLVITA er en virksomhed med stor faglighed blandt både konsulenter og ledelse. Vi består af bl.a. psykologer, musikterapeuter, socialpædagoger, nadaakupunktører, akademikere og SOSU-assistenter. Vi ser en stor værdi i vores mangfoldige tværfaglighed, da vi tror på, at der ikke er én løsning, der passer til alle. De forskellige faggrupper bidrager således med forskellige tilgange, erfaringer og viden, der kan styrke virksomhedens faglighed og kvalitet.
Der er tilknyttet en koordinator på alle opgaver, både ved de større familiesager og de mindre mentoropgaver. Koordinatoren deltager ved møder, giver supervision og fungerer som sparringspartner til indsatsens mentorer og konsulenter. Vi oplever, at dette arbejdsfællesskab sikrer kvalitet og faglighed i den enkelte indsats, da der således aldrig er nogen, der står alene med eventuelle udfordringer. Når vi arbejder sammen i teams, løser vi opgaverne i fællesskab, og vi sikrer således den bedst mulige behandling for den pågældende borger eller familie.
De pædagogiske konsulenter i SOLVITA har gennemgået et kursus i narrativ og anerkendende pædagogik, som er udgangspunktet i det daglige arbejde i SOLVITA. Det er vores erfaring, at den enkelte borger med denne tilgang får mulighed for at skabe og genskabe en mere positiv fortælling om ham eller hendes selv, og derved opnå en mere vedvarende og harmonisk dynamik i hverdagen med evt. familie, arbejde eller andet.
Når vi bruger den narrative og anerkendende tilgang, flytter vi fokus fra det, der ikke fungerer og fremhæver i stedet det, der fungerer i familien og for de enkelte familiemedlemmer. Det kan for eksempel dreje sig om forskellige egenskaber eller færdigheder, som normalt ikke bliver italesat. Ved at italesætte, værdsætte og fremhæve de ressourcer og den kapacitet familien og det enkelte medlem har, bidrager vi til at familien får en mulighed for at skabe nye fortællinger om dem selv.
I vores arbejde ude hos borgerne og i familierne, tager vi udgangspunkt i det enkelte menneske og i at sætte dennes ressourcer i spil. Ved at italesætte de små sejre i hverdagen, holder vi fokus på de færdigheder og kompetencer, som borgeren besidder.
Dette styrker borgerens selvværd, og giver modet til at handle sig ud af udfordringer og barrierer, som ellers kan føles uoverskuelige at overkomme. Igennem mentalisering og selvrefleksion kan vi støtte borgeren i at opnå ny færdigheder, og samtidig udvikle og fastholde allerede eksisterende ressourcer.
I arbejdet med familier og borgere der har behov for særlig støtte, vægter vi det i SOLVITA højt at møde borgeren, hvor han eller hun er. Det vil sige, at vi under indsatsen er fleksible og omstillingsparate, således vi kan følge familien og borgeren, hvor behovet er, og støtte den enkelte borger i den personlige udvikling i det tempo der er realistisk for ham eller hende.
Denne fleksible tilgang skaber en følelse af respekt, samt tryghed og forudsigelighed for familierne, hvilket giver bedre vilkår til at de kan fokusere på den udviklingsproces der arbejdes med.
Indsatsen er tilpasset den enkelte opgave, og vi kan både yde praktisk og/eller pædagogisk støtte med diverse foranstaltninger, i og uden for hjemmet.
I SOLVITA arbejder vi sammen i teams omkring opgaveløsningen, og personalet modtager løbende faglig sparring og supervision. Vores teams er bygget op med en koordinator, samt enten en mentor eller en gruppe pædagogiske konsulenter. Dette kommer an på opgavens bagvedliggende handleplan. Med denne metode sikrer vi os, at ingen står alene med en opgave. Foruden den faglige sparring og supervision, deltager koordinatoren også i møder, samt udarbejdelsen af den pædagogiske handleplan og statusrapporter. Vi har erfaring med at arbejdsfællesskabet i teamet sikrer kvalitet og faglighed i den enkelte opgaveløsning.
Vores indsatser er fleksible og specialkomponerede. Det vil sige at de er tilpasset den enkelte opgave, således at vi kan møde det behov og de omstændigheder, der gør sig gældende. I planlægning af indsatsen bliver der taget udgangspunkt i kommunens handleplan, samt den pågældende familie og det enkelte familiemedlem. Målet er at tilpasse behandlingen og indsatsen, således disse støtter bedst muligt op om den enkelte borger, samt børnenes trivsel og udvikling i familiesagerne.
I SOLVITA tilbyder vi også mentorer og pædagogiske konsulenter til familier og borgere med anden etnisk herkomst end dansk. Vi vægter det højt, at der er et sprog- og kulturfællesskab mellem borgeren og den eller de personer fra SOLVITA, der støtter dem i deres forandringsproces. På den måde undgår vi brugen af tolk i det daglige arbejde. Derudover støtter den direkte kommunikation både borgeren og konsulenten i at skabe tillid og gensidig forståelse, og øger dermed muligheden for at arbejde med den personlige udvikling og opblomstring.
SOLVITA består af et bredt multikulturelt netværk, hvorfor vi kan tilbyde flersprogede mentorer og konsulenter, der bl.a. taler arabisk, tigrinya, amharnya, somali, kurdisk (derunder kurmanji, sorani, bahdini) farsi, persisk, swahili, kirundi, kinyawanda, burmesisk, vietnamesisk, polsk, tjetjensk, spansk, engelsk, fransk, tyrkisk og mange flere.
Du kan læse om mere om vores erfaring med bl.a. familiebehandling med sprogfællesskab her.